Esben Dalgaards dødsdom, hans kones reaktion - og hvad vi kan lære af det

Da parret får beskeden om, at Esbens kræft er fremskreden og uhelbredelig, reagerer han selv ved at blive handlekraftig, optimistisk og have fokus på nuet. Hans kone Charlotte, derimod, bliver lammet af frygt for den fremtid, der venter, og synker ned i en angstfuld og depressiv tilstand. Ventesorg, som det også kaldes.

I mit arbejde som parterapeut oplever jeg ganske ofte, at par reagerer forskelligt, når de rammes af en krise. Det er helt naturligt. Vi er alle unikke og kommer ind i et parforhold med forskellige forudsætninger og resiliens.

Den, der er handlekraftig, har ofte en oplevelse af at kæmpe alene for at holde humøret/forholdet/familien oppe og kan føle, at partnerens tungsind fastlåser dem i lidelse. Den, der bliver lammet og ængstelig af krisen, vil ofte sidde tilbage og føle sig forkert, fordi man ikke er i stand til at være positiv og handlende.

Forskelligheden forstærker ensomheden. Så i stedet for at stå som én samlet enhed i krisen, føler mange par, at de i hver sin båd sejler hjælpeløst rundt på et stormfuldt hav.

I parterapi hjælper jeg mine klienter med at sætte ord på den dybe længsel, der ligger bag deres adfærd, så de bedre kan møde hinanden omsorgsfuldt og med forståelse. Ikke for at parret skal synkronisere deres adfærd, men så de anerkender hinandens forskellige virkeligheder og mødes i sårbarheden.

Jeg kan anbefale at læse/lytte ‘Mærket’, som rummer mange gode og vigtige betragtninger om livet med en uhelbredelig sygdom - både fra patientens perspektiv og fra nærmeste pårørende, hvor belastningsgraden alt for ofte overses.