Er du tæt på et menneske i sorg? Her er 5 gode råd

Når man møder et menneske i sorg, er det naturligt at blive bange for at sige eller gøre noget forkert. Mange vælger derfor at tie - og kommer dermed til at gøre ondt værre. Men sådan behøver det ikke være. Her er fem gode råd til, hvordan du går til et menneske i sorg.


1. Vis at du ved det

Lad være med at undgå den sørgende - det får kun hende/ham til at føle sig mere ensom. Anerkend i stedet sorgen og smerten ved at vise din medfølelse. Du kan fx sige noget i stil med “jeg er virkelig ked af at høre, at du har mistet din …" eller “det gør mig ondt at høre med …". Måske kombineret med en hånd på skulderen eller et kram - alt efter hvor godt I kender hinanden.


2. Drop flosklerne

Lad din ven/kollega/kæreste have sin sorg, som den er. Sorgen er bevis på stor kærlighed og skal ikke minimeres med floskler om, hvordan man kommer hurtigt videre. Sætninger som "intet er så skidt, at det ikke er godt for noget" eller “op på hesten igen!” er sjældent hjælpsomme. Den sørgende kommer let til at føle sig forkert ved ikke at skynde sig at få det bedre.


3. Tilbyd konkret hjælp

De fleste mennesker i sorg har svært ved at mærke deres egne behov. Derfor kan et spørgsmål som "hvad har du brug for?" være noget nær umuligt at svare på. Tilbyd i stedet konkret, praktisk hjælp som man kan svare ja eller nej tak til. Det kan være hjælp til indkøb, madlavning, hentning af børn eller hundeluftning.   Du kan også tilbyde at komme forbi med to-go-kaffe, så I kan gå en tur sammen. 3. Tilbyd konkret hjælp.


4. Lyt!

Sorg skal primært lyttes til - ikke snakkes på. Spørg din ven/kæreste/kollega eller hvem det nu er: "hvordan har du det?” og lyt. Måske handler svaret om store følelser og eksistentielle temaer, måske handler det om praktiske ting og bekymringer - eller det hele på én gang. Det er alt sammen sorg. Undgå at du overtager samtalen med dine egne erfaringer - med mindre du bliver spurgt specifikt til dem. Hav i stedet fokus på at være nærværende i samtalen.


5. Hav tålmodighed

Sorg tager tid og skal ikke skyndes på. For dig går livet videre og hverdagen ligner sig selv, men for den, der har mistet et betydningsfuldt menneske er livet gået i stå, og alt føles forandret. Det tager tid at lande i en ny og ukendt virkelighed, så vær tålmodig. Sorg en dynamisk proces, der løbende forandrer sig - der vil være dårlige dage, mindre dårlige dage og med tiden vil der også komme gode dage igen. Sorg er et vilkår man skal lære at leve med - ikke et problem, der skal fikses.


Husk: alle sorgforløb er forskellige - der findes ikke en ‘one size fits all’.