Debatindlæg: Prepping er for de priviligerede. Vi har brug for en beredsskabsplan, der favner alle

Da Troels Lund Poulsen for godt en uges tid siden meldte ud, at vi alle skal kunne klare os i tre døgn uden adgang til elektricitet og vand i tilfælde af en krisesituation, må det have givet ængstelse rundtomkring i samfundet – men også på vidt forskellige måder.

Min første tanke var, hvad det mon er for en trussel, som lurer derude. Hvem vil have ram på os? Russerne? Kina? Hurtigt videre til at gennemgå indholdet af kummefryseren, størrelsen på brændestablen i skuret og mængden af AA-batterier i skrivebordsskuffen. Og så faldt pulsen igen, for i min husstand har vi nemlig både kælder (beskyttelsesrum?) og forsyninger i rigelige mængder. Vi har også gode naboer, er sunde og raske, har ingen psykiske lidelser eller belastningsreaktioner. Så for os kan preppingen være løst med lidt hurtig nethandel.

Men hvad med de mennesker, der for eksempel lider af angst, er gået ned med stress, er ramt af sorg, og for hvem livet i forvejen er fuldstændig uoverskueligt? De skal nu til at mobilisere kræfter, som de overhovedet ikke har.

Og hvad med dem, der allerede føler sig ensomme og isolerede, og som ikke har et netværk at række ud til? Hvem hjælper dem med at forberede sig til krig, strømsvigt og oversvømmelser? Jeg tænker eksempelvis på de 214.000 danskere, der lever i relativ fattigdom, eller de 6000 hjemløse, som ikke har de ressourcer til at forberede sig på en krisesituation. De har ikke et sted at opbevare forsyninger – faktisk end ikke råd til at købe dem.

Jeg har selv arbejdet i civilsamfundsorganisationer ad flere omgange, og jeg gætter på, at dette bliver en opgave, som de mange dedikerede ildsjæle derude – lønnede såvel som frivillige – sætter sig for at løfte. De kan nå et stykke ad vejen. Men min opfordring er, at politikerne sikrer en håndsrækning til de mennesker, som reelt har brug for det i en krisesituation, så civilsamfundet ikke skal klare det alene.

Flere forhandlere af outdoorudstyr og førstehjælpskasser melder allerede udsolgt her få dage efter regeringens udmelding. Det er godt for forretningen, og fred være med det. Det ville være godt for samfundet med en beredskabsplan, som favner hele det danske samfund. Også de udsatte grupper, der ikke bare lige løber i Spejder Sport og køber et komplet stormkøkken.


Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad den 24. juni 2024.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/prepping-er-en-sport-de-privilegerede-vi-har-brug-beredskabs...